De ledningsfri støvsugere taber hurtigt pusten

De ledningsfri støvsugere taber hurtigt pusten

Foto: Ines Escherich
Efterklangsrum til måling og fastsættelse af lydeffektniveau. Foto: Ines Escherich
Støvsugning fra hårdt gulv. Foto: Ines Escherich
Støvsugning fra tæppe. Foto: Ines Escherich
Fjernelse af fibre fra møbler. Foto: Ines Escherich
Måling af mundstykkets bredde. Foto: Ines Escherich
Testmateriale, som blev brugt til hårde gulve, tæpper, møbelbetræk og affald. Foto: Ines Escherich.
Laboratorietest

Ledningsfrit lyder nemt og bekvemt, men det kan hurtigt være ovre.

Testfaktas laboratorietest af syv batteridrevne støvsugere viser, at en af dem ikke kan klare mere end seks minutters drift på en fuld opladning.

– Med den kan man knap nok støvsuge et rum, inden man må stoppe igen, siger Albrecht Liskowsky, der er ansvarlig testleder på det tyske laboratorium.

Laboratorietest
Håkan Lövström Udgivet: 21 sep, 2021

Ledningsfri og batteridrevne maskiner bliver mere og mere almindelige i vores hjem. Nu vinder de ledningsfri støvsugere frem overalt. Testfakta har fået testet syv almindelige ledningsfri støvsugere på det tyske laboratorium SLG Prüf- und Zertifizierungs GmbH i Hartmannsdorf i Tyskland.

Testen afslører, at støvsugernes driftstid er et både svagt og afgørende punkt. Mange producenter har en deklareret driftstid på op mod en time eller mere.

Men testen viser, at kun en støvsuger kunne køre på fuld kapacitet og med fuld sugeevne i længere end et kvarter. Testvinderen Electrolux klarede 16 minutter, inden batteriet var fladt.

OBH Nordica havde den dårligste batterikapacitet. Den klarede kun seks minutter, inden den stod af.

Men mange af de andre maskiner havde også en kort driftstid med fuld kapacitet, hvor driftstiden varierede fra 9-11 minutter.

– En støvsuger, som skiller sig ud, når det handler om batterier, er Bosch, som har et udskifteligt batteri. Det er samme type batteri, som også bruges til fx deres skruemaskiner og hækkeklippere. Så kan du have et fuldt batteri i laderen og hurtigt skifte, siger Albrecht Liskowsky.

 

[PDF]

 

Lydniveauet er et andet område, hvor der var store forskelle mellem mærkerne. Hvis du har købt en almindelig støvsuger i løbet af de seneste år, ved du, at de er blevet mere støjsvage og knapt får hunden eller katten derhjemme til at reagere.

Det er noget andet med disse mindre skaftstøvsugere. Den mest larmende var Roidmi, som i laboratoriets målinger kom op på 84 decibel. Det svarer til et forbipasserende godstog ifølge Trafikverkets støjguide.

– Maskinerne er meget mindre end traditionelle støvsugere og har derfor meget mindre gods, som kan dæmpe lyden fra motoren. Derudover ligger motoren ikke ned mod gulvet, som også har en lyddæmpende effekt, forklarer Albrecht Liskowsky på laboratoriet i den tyske by Hartmannsdorf.

– Det er ikke så overraskende, at lige præcis Electrolux og Bosch klarede sig godt med hensyn til støjniveauet. De er begge store producenter af forskellige husholdningsmaskiner og foretager selv støjtest, siger Albrecht Liskowsky.

Hvordan klarer de håndholdte støvsugere så deres hovedopgave: at opsuge støv fra gulvet? Dyson er klart bedst til både et hårdt gulv og tæpper. Den har, ligesom alle andre, en roterende børste i mundstykket, som gør, at støvsugerne i princippet kun fungerer, når man fører mundstykket fremad. Børsten trækker snavset op, som derefter suges op gennem røret. Når mundstykket trækkes bagud, kommer børstehårene til at vende den ”forkerte” vej, og snavset trækkes ikke lige så effektivt op i røret.

Electrolux var dårligst i bagudbevægelsen. Den kunne kun opsuge 15 procent i dette moment.

Dyson var bedst. Den klarede 93 procent (94,1 procent i middelværdi – bagud og fremad) af snavset på baguddelen af testene. Dyson var også blandt de bedste, når mundstykket blev ført fremad mod snavset, men den larmende Roidmi var den allerbedste – den klarede 97 procent (85 procent i middelværdi – bagud og fremad) af snavset på hårdt gulv.

– Der pågår en hel del udvikling inden for mundstykker og børster. Dyson har fx en blødere og mere ”fluffy” børste, som de kalder ”soft roller”, der er tilpasset til hårde gulve. Producenterne har også lavet forsøg med at have to børster, som snurrer rundt på forskellig måde, i mundstykket. Men vi kommer nok til at se nye løsninger fremover, konstaterer Albrecht Liskowsky.

Et aspekt, som man ifølge ham ikke må glemme, er vægten, og hvor træls det er at bære rundt på støvsugeren, når man gør rent.

– For en ældre eller svagelig person tror jeg, at Electrolux’ løsning er den enkleste. De har sat selve støvsugeren længere ned på skaftet, så tyngden ligger over mundstykket i stedet for over hånden og armen, siger Albrecht Liskowsky.

Fakta om testen:

Laboratoriet SLG Prüf- und Zertifizierungs GmbH i Hartmannsdorf i Tyskland har på opdrag fra Testfakta testet syv almindelige ledningsfri støvsugermodeller til en maksimal pris af 5.000 kroner.

Ud fra disse kriterier har respektive producenter valgt, hvilken model der skal medvirke i testen.

Følgende støvsugere indgår i udvalget:

Electrolux

PQ91-ANIMA/50MB/GREEN/ALGRS

Bissell

ICON™ 25V

 

Dyson

v10 motorhead

Dreame

T20

Bosch

Unlimited Serie 6

OBH Nordica

Air Force 560 Flex

Roidmi

R20

Testparametre

Batteritid

Batteriet på hver model konditioneres (aflades helt og genoplades 3 gange) før hver test for at få den maksimale kapacitet ud af hvert batteri. Hver støvsuger køres på maksimal effekt på et hårdt gulv i henhold til specifikationerne i standarden. Batterikapaciteten måles, og tiden noteres ved 90 % og 40 % af den resterende sugeeffekt. Mange støvsugere har en funktion, som gør, at støvsugeren slukker, når batteriet bliver for svagt, en såkaldt “sudden death”. Tiden for 40 % noteres så, når støvsugeren slukker.

Rengøring af tæppe/hårdt gulv

En bestemt mængde støv fordeles på en overflade i henhold til specifikationerne i standarden. Støvsugeren skal suge støvet op med standardmundstykket i en fremadgående bevægelse og i en bagudgående bevægelse i to forskellige test. I begge test kører støvsugeren på maksimal kapacitet. Andelen af støv, som opsuges i de respektive test, bestemmes ved at veje det tilbageværende støv på overfladen og sammenligne med den samlede mængde støv, som blev spredt ud på overfladen. Resultatet vises som % opsuget støv.

Fjernelse af lange fibre fra møbler

En bestemt mængde fibre (hår og tråde) fordeles på en overflade i henhold til specifikationerne i standarden. Støvsugermundstykket (møbelmundstykket) føres frem og tilbage over hele overfalden i et specifikt mønster, til alle fibre er væk. Derefter rengøres mundstykket for fibre. Tiden, det tager at opsuge alle fibrene, og også tiden, det tager at rengøre mundstykket, noteres.

Opsugning af støv op mod en væg på hårdt gulv

En bestemt mængde støv fordeles på en overflade op mod et hjørne i henhold til specifikationerne i standarden. Støvsugeren køres i en fremadgående bevægelse med standardmundstykket én gang. Afstanden fra væggen, hvor støvsugeren ikke har opsuget støvet, måles, både fra siden og forfra. Se billede 1.

 

Billede 1. Opsugning af støv op mod en væg på hårdt gulv

Lydniveau på hårdt gulv

Støvsugeren placeres på et hårdt gulv i et specifikt rum (efterklangsrum), der er beregnet til måling af lydeffektniveau i henhold til specifikationerne i standarden. Lydeffekten (LWA) måles og justeres i henhold til A-filteret (tilpasset til følsomheden i det menneskelige øre). Værdien rapporteres som dB, LWA.

Bedømmelse

Resultaterne fra laboratorietesten bedømmes og vægtes sammen til en samlet bedømmelse i samråd med laboratoriet. Bedømmelsen sker efter en skala fra 1 til 10, hvor 10 er bedst.

Bedømmelsen fra de forskellige delmomenter vægtes sammen i en samlet bedømmelse med vægt på følgende:

  • Ydeevne, rengøring:                 (60 %)
  • Batteri:                                      (30 %)
  • Lydstyrke:                                 (10 %)

TABLE OF TEST RESULTS

Fler nyheter

Laboratorietest

Glansen skiller opvaskemidlerne

Mange opvasketabletter rengør godt. Men glas og bestik skal helst også være blankt og skinnende, når du tager det ud af maskinen. Evnen til at opretholde glansen var det, der var afgørende i testfaktas store nordiske laboratorietest af forskellige maskinopvaskemidler.

Laboratorietest

Store forskelle i rengøringsevne

Udfordringerne er mange, når det er tid til at gøre badeværelset rent. For femte år i træk er det den kalkopløsende evne, der får det mest effektive rengøringsmiddel til at skille sig ud. Det viser Testfakta Researchs laboratorietest af otte almindelige rengøringsmidler til badeværelser på det svenske marked.

Laboratorietest

Halvdelen af støvlerne revner med tiden

Alle nye gummistøvler kan klare vandpytterne. Men Testfaktas test viser, at der er store forskelle på, hvor godt de ældes, og hvor god en støtte,de giver til små børns fødder.

Laboratorietest

Intet vaskemiddel er helt pletfrit

Der er store forskelle mellem rengøringsevner blandt forskellige farvevaskemidler. Men intet produkt klarer pletter fra kaffe og te, viser Testfaktas test. De to bedste produkter er begge kædernes egne varemærker.

Laboratorietest

Topmadrassen kan forværre sengens ergonomi

Der er store forskelle mellem forskellige senges evne til at give støtte og aflastning til kroppen. Desuden kan topmadrassen forværre sengens ergonomiske egenskaber. Det viser Testfaktas laboratorietest af 8 senge, der sælges på det danske marked.

Laboratorietest

De bedste bind opsuger hurtigt og holder sig tørre

Producenterne forsøger at fremstille så tynde og tørre bind som muligt. Men forskellene er store mellem forskellige mærker. Det viser Testfakta Researchs store laboratorietest af hygiejnebind på det nordiske marked.

Om Testfakta

Sedan 2001 har Testfakta underlättat köpbeslut och påverkat tillverkare genom oberoende tester, guider och journalistik.

Läs mer om Testfakta här.