En automatisk espressomaskine er perfekt til dig, der gerne vil lave lækker kaffe derhjemme uden at behøve at skulle være ekspert. Du fylder vand, kaffebønner og mælk på og trykker på en knap for at få espresso, cappuccino eller en anden kaffedrik.
Men selv automatiske maskiner kræver en hel del vedligeholdelse. De skal rengøres, påfyldes og justeres, og nogle af dem er sværere at håndtere og finde ud af end andre.
Derudover giver forskellige maskiner forskellige smage, selvom der bruges nøjagtigt de samme bønner.
– Der er flere faktorer, som påvirker smagen. Vi ved fx ikke, hvor meget kaffe der bruges i forhold til vand – det kan variere fra maskine til maskine. De kan også have forskellig vandtemperatur ved brygningen, og selve bryggeprocessen kan se forskellig ud, siger Linnea Vannesjö, der er kaffeekspert og tidligere svensk baristamester.
Linnea Vannesjö og Henrik Sandén, kaffeindkøbere og tidligere svenske mestre i kaffesmagning, har blindtestet og bedømt espresso fra syv forskellige maskiner.
[PDF]
Det er maskinen fra Melitta, der klart får den bedste smagsbedømmelse, og den får også toppoint på andre parametre og slutter som overlegen testvinder.
– Den får flest smage frem, og den giver en fyldig kop med god koncentration. Præcis som man gerne vil have en espresso, siger Linnea Vannesjö.
Espressoen i blindtesten er blevet brygget efter maskinernes fabriksindstillinger. I smagstestens anden del måtte eksperterne selv finjustere maskinerne og ændre styrke, vandmængde, eller hvor groft bønnerne skulle males – alt sammen for at forsøge at nå frem til det bedst mulige smagsresultat. I nogle tilfælde blev smagsbedømmelsen forbedret, men ikke for alle maskiner.
– Smagen kan blive anderledes, men ikke altid bedre, siger Henrik Sandén.
Ud over at male bønner og brygge forskellige typer kaffe kan maskinerne også varme og skumme mælk til cappuccino og andre mælkedrikke. Her har producenterne valgt forskellige metoder. Severin har en helt fristående mælkevarmer og skummer, som aldrig kobles sammen med espressomaskinen. Den giver ikke det bedste skum, men er let at rengøre. De andre mælkeskummere skal man huske at skille ad, vaske de enkelte dele og skylle slangerne efter brug, hvilket kan være lidt besværligt.
Det allerbedste skum får du med maskinen fra DeLonghi – det er tykt og cremet. Men eftersom espressoen ikke blev særligt god, kan det kun blive til en andenplads.
Testvinderen Melitta scorede næsthøjest for mælkeskummeren. Andre maskiner giver et tyndt skum med små bobler eller gør mælken for varm. Fra den ene Philips-maskine (EP 53565/10) og Gaggias skummer kommer der vand, som gør skummet vandigt.