I takt med at dagene bliver kortere og vådere, begynder flere og flere forældre at overveje, hvad deres børn skal have på fødderne til vinter. Helst vil man jo have en varm sko, som holder sjappet ude og varmen inde, som er lette at tørre og ikke går i stykker før tid.
Derfor har Testfakta bedt det tyske laboratorium PFI om at lave en sammenlignende test af syv af de mest almindelige vintersko til børn, der sælges i Norden. Resultatet viser, at der er store forskelle, både når det gælder vandtæthed og åndbarhed.
Bedst i test er Snow Mountain fra Ecco. Den er vandtæt, holder varmen bedst, tørrer hurtigst og har den næst bedste åndbarhed af de testede sko. Også skoene fra Treksta præsterer rigtig godt og er desuden betydeligt lettere end de øvrige sko.
[PDF]
Testens billigste sko er desværre de absolut dårligste. Everest K Winter high boot fra Stadium og Lejon Tex fra Lejon klarede slet ikke prøven for vandtæthed, de har en dårlig åndbarhed og er svære at tørre hurtigt.
Vinterskoenes vandtæthed blev testet ved, at de blev monteret i en gang-simulator med vand lige over sålens kant. Der skulle skoene så gå 200.000 skridt, mens laboratoriet regelmæssigt kontrollerede, om de havde taget vand ind. Fem ud af syv sko klarede 200.000 skridt i vand uden problemer, men Lejon og Everest tog vand ind allerede efter 15.000 og 13.800 skridt.
– Begge disse sko sugede vand op gennem materialet i den øvre del af skoen. Derfra spredte vandet sig via den øvre kant og pløsen for derefter at sprede sig rundt på hele foden via skoenes for, siger Kai Tinschert, der er testleder på PFI.
Laboratorietesten viser også forskel på, hvor velisolerede skoene er. Temperaturen i skoene blev målt, efter at de havde stået i 30 minutter ved minus 20 grader. Bedst var skoene fra Ecco, som kun mistede 7,6 °C, og dårligst var skoene fra Eurosko, som mistede 9,4 °C.
Selvom skoene er vandtætte, så kan man jo altid ved en fejl eller under leg få vand eller sne ind i skoene via skaftet. Derfor er det vigtigt, at skoene kan tørre på en effektiv måde. Her er der stor forskel på både i tørretid ved stuetemperatur, og hvordan man ifølge producenternes instruktioner bør tørre skoene.
Lejons vintersko skal fx helst tørre af sig selv, noget som ifølge laboratorietesten tager 13 døgn for disse sko.
Når det gælder skoenes åndbarhed, var der kun tre sko, som fik en god vurdering, tre havde en dårlig åndbarhed, og skoene fra Lejon var slet ikke åndbare.
– Det er et spørgsmål om materialevalg. Nogle producenter anvender materialer, som ikke slipper vanddamp igennem i tilstrækkelig grad eller slet ikke. Så bliver det som at have gummistøvler på. Sved og vand, der er kommet ind i skoene og fordamper, kan ikke komme ud, men bliver i skoene og gør fødderne våde, siger Kai Tinschert.